AAU-valg
Hvad er AAU-valg?
Hvert år skal der vælges studerende til at sidde i forskellige styrende organer på AAU. Dette gøres for at de studerende har en systematiseret mulighed for at få indflydelse på AAU. Til AAU-Valg kan du som studerende stille op eller stemme.
De styrende organer på AAU, hvor der sidder studerende, er
Bestyrelsen (2 studerende)
Akademisk Råd (4 studerende),
Institutråd (1-3 studerende)
Studienævn (2-6 studerende).
Studentersamfundets rolle
Studentersamfundet er en organisation der har forskellige tiltag for studerende på AAU (læs mere: https://www.studentersamfundet.dk/om-os). Når du stiller op gennem Studentersamfundet støtter du organisationen. Du bliver en del af at støtte et større fællesskab på universitetet, da Studentersamfundet kæmper for alle studerende.
”Jeg blev introduceret til AAU-valg og studenterpolitik af en engageret sjæl fra Studentersamfundet, der kom forbi bl.a. mit grupperum og spurgte om nogen kunne tænke sig at stille op, fordi Studentersamfundet synes det var ærgerligt, at der ikke var nogen til at repræsentere de studerende på vores institut. Det ville jeg heldigvis gerne;)”
-
Studentersamfundet er en liste du kan stille op via til valget. Hvis du vil stille op for Studentersamfundet, skal du tage kontakt til valgkoordinatoren for Studentersamfundet og registrere dig via AAU’s valgsystem.
-
Du får mulighed for at få en plakat med professionelt billede til din kampagne samt støtte i valgperioden.
-
Der er ikke krav til, hvilken politik du arbejder for, da organisationen ikke er partipolitisk; men du kan finde sparring og sammenhold i organisationen.
”Min studenterforening Connect International er en lokalforening under Studentersamfundet, så vi har derfor også en fordel i det som forening.”
-
Når du stiller op igennem Studentersamfundet, bliver du inviteret med til valgreception og valgfest arrangeret af Studentersamfundet efter valgperioden.
Vigtige datoer
Opstillingsperiode: 7/10-2024 - 25/10-2024
Stemmeperiode: 25/11-2024 - 28/11-2024
Link til tidsplan fra AAU: Tidsplan for ordinært valg 2024
Hvordan stiller du op?
Først og fremmest - alle kan stille op! Du skal blot have lyst til at deltage i et af de fire organer på AAU. Spidskandidaten for Studentersamfundet til Universitetsbestyrelsen bliver valgt internt til generalforsamling.
Du stiller op gennem AAU’s hjemmeside om AAU-Valg, link: https://www.aauvalg.aau.dk/stil-op-til-aau-valg
Hvis du vil stille op igennem Studentersamfundet, skal du skrive det på som den liste du stiller op under og tage kontakt til valgkoordinatoren for Studentersamfundet: amalie.lund@studentersamfundet.aau.dk. Hvis du har brug for sparring eller råd, kan du også tage kontakt til valgkoordinatoren.
Som opstillet for Studentersamfundet får du adgang til et netværk af andre frivillige og indvalgte, som du kan samarbejde med og lære af. Derudover kan du få plakat med et professionelt billede af dig som en del af din valgkampagne og hjælp til at skrive din kampagnetekst.
Hvordan stemmer du?
Du stemmer online på AAU’s valgplatform fra mandag den 25. november kl. 9.00 til torsdag den 28. november 2024 kl. 14.00, læs mere her: https://www.aauvalg.aau.dk/hvordan-stemmer-jeg
Du har én stemme pr. styrende organ, hvor der er kampvalg. Med det menes der, at du har op til fire stemmer, men det er ikke sikkert at der skal stemmes om alle fire stillinger afhængig af antal opstillede.
Studentersamfundet går altid ind for at stemme blankt frem for ikke at stemme.